Yoga

Jeg er uddannet yogalærer hos LagoCph, deltager løbende i efteruddannelseskurser, og er medlem af Yoga Alliance. Yoga Alliance er en forening for yogalærere der opfylder de internationalt godkendte krav, for at kunne undervise professionelt i hele verden.

Af tillægsuddannelser kan nævnes: aquayoga, børneyoga, gravidyoga, efterfødselsyoga, hotyoga, meditation og yogamassage. Jeg tilbyder også Body-sds terapi, hvor jeg især har fokus på psykens påvirkning på vores krop og helbred, og på hvordan vi kan skabe bedre balance i krop og sind.

Jeg har igennem de sidste 10-15 år brugt yoga, meditation og kropsterapi meget, i forbindelse med mit arbejde som skuespiller. Som 20-årig begyndte jeg for alvor at dykke ned i yoga, efter at have været gået ned med stress. Hurtigt fandt jeg ud af yoga var dét sted jeg altid gik fra, glad og strålende. Jeg havde mildest talt ingen idé om hvad det var vi lavede, mærkelige bevægelser, trættende åndedrætsøvelser, og pinlige lyde. Men jeg havde en helt klar idé om det virkede! Hurtigt begyndte jeg at få mere overskud, kunne mærke sammenhængen mellem mit hoved og min krop, og blev gladere. Jeg tog også i Ashram, og oplevede at den gamle, traditionsrige yogaverden ikke altid føltes så åben og velkommen overfor moderne synspunkter, som jeg havde forestillet mig.

Alligevel havde jeg nogle år efter, lyst til at dykke endnu mere ned i yogaen, og tage en uddannelse. Men den skulle være sjov, spændende, og give mig lov til at være som jeg er. Ikke noget med at gå i orange tøj og skifte navn til Shakti.

Yoga er et kæmpe land med holdning til, og viden om; kroppen, sindet, etik, og livet. Der er mange måder at have yoga i sit liv på. Du behøver ikke lave fysiske yogastillinger (asanas), for at have yoga i din hverdag. Jeg mener betydningen af yoga er individuel, og det er op til det enkelte menneske at finde ud af hvad yoga er for dig. For mig skal yoga være sjovt, afstressende, øjenåbnende, og kreativt. Men mest af alt synes jeg det handler om at gøre sin verden til et rarere sted at være, og sprede glæde, nærvær, og kærlighed.

Men selvom der er mange forskellige holdninger til yoga, er der ikke nogen tvivl; jeg elsker yoga, og det yoga giver mig! Jeg elsker mindst ligeså meget at undervise i yoga, og opleve hvad det giver dig!

I mine timer får alle lov til at udvikle sig i det tempo de selv har lyst til, der er ingen tvang, ingen strenge regler, eller nogen forestilling om du skal være højere spirituel. Du er meget velkommen til at være det, men jeg presser det ikke ned over hovedet på dig.